Viser opslag med etiketten Mali i medierne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mali i medierne. Vis alle opslag

tirsdag den 1. september 2009

Er kvinderettigheder satans værk?

Er overskriften på Hanne Livengs artikel i tirsdagens Information i anledning af store demonstrationer i Bamako i lørdags, den første dag i Ramadanen. Over 50.000 demonstrerede på det store stadion i protest mod den nye person- og familielov, Loi de la Personne et de la Famille.

Protesten er arrangeret af Det Højeste Islamiske Råd. Demonstrationen forløb fredeligt både i Bamako og andre byer i Mali.
Imamerne er ellers enige i de fleste af den nye lovs 1.143 paragraffer, der blev vedtaget med stort flertal i parlamentet den 3. august, men der er altså lige 12 paragraffer om kvinders retsstilling, de kræver pillet ud. For eksempel sættes ægteskabsalderen for piger op til 18 år, som den er for drenge, og kun ægteskaber indgået på rådhuset er gyldige. I dag bliver mange piger gift som 10-12-årige.

I den aktive kvindeorganisation Femnet Mali siger forkvinde Mama Koite iføle artiklens forfatter Hanne Liveng: "Mali er et sekulært land, som har ratificeret alle menneske-, kvinde- og børnekonventioner. Hvis loven ikke vedtages, vil det være et kæmpeskridt tilbage. Alle vores kampe vil have været forgæves."

Loven mangler kun præsident Amadou Toumani Tourés underskrift for at være gældende, men fik den ikke ifølge IRIN News.

Læs hele Hanne Livengs artikel i Information.

Læs mere om Mama Koite Dumbia og Femnet Mali.

Læs mere om familielovens modtagelse i Mali på IRIN News:
11. august, 17. august og 1. september 2009.

torsdag den 20. august 2009

8. afrikanske fotofestival i Bamako

"Malierne selv skal vide, at der er en fotofestival," siger den maliske fotograf Amadou Sow i et interwiev med Jos Schuring på The Power of Culture. Biennalen, sådan som franskmændene har organiseret den, har været alt for meget kun for eliten.


Foto © Attia Kader, Algeriet

Amadou Sow håber, det bliver anderledes, nu hvor det er Samuel Sidibé, direktør for Musée National i Bamako, der er chef for den 8. Rencontre. Han har styrken og kvalifikationerne til ikke bare at danse efter de franske sponsores fløjte. Sidibe har ikke nævnt noget om franskmændenes rolle i fortiden, men har sagt, der vil ske ændringer: "Til i dag har Mali ikke for alvor fået noget ud af biennalerne. Det vil vi lave om på. Biennalen skal være mere synlig i Mali, så malierne, både fotografer og offentligheden, ved mere om begivenheden."

Den 8. Rencontres Africaines de la Photographie åbner i Bamako den 7. november 2009. Festivalens tema er: Grænser.

torsdag den 11. juni 2009

Britisk festivalturist halshugget i Mali


Rebellernes billede af deres fange, Edwin Dyer

61-årige Edwin Dyer tog i januar til en af Malis mest eksotiske og autentiske festivaler, tuaregernes festival i Aderamboukane, og blev bortført af tuareg-rebeller og solgt videre til Al Qaida, der ønskede Dyer udvekslet med en fængslet Al Qaida-leder, men endte med at halshugge ham, skriver Roots Zone, der har historien fra BBC News og The Indenpendent.
For mig har Mali, hvor Karen & jeg har rejst flere gange, altid stået som et af de fredeligste lande i verden. Men selv i Mali skal man nok se sig for i yderområderne af tuaregland, som her på grænsen til Niger.

lørdag den 25. april 2009

Malisk familieforestilling på turné og på Folketeatret

Bandiougou le dernier / Bandiougou den sidste (fra 6 år)
Søndag 3. maj kl. 17.00, Folketeatret, Nørregade 39, København K
Billetter er gratis
- men skal bestilles på ptp.abt@gmail.com el. mobil 2897 0146




”Klods-Hans i Mali” døbte dagbladet Information forleden den maliske familieforestilling, der for tiden er på turné i Danmark. Bag projektet står den maliske teatertrup Les Fils d’Adam og den nordiske teaterforening Passepartout Theatre Production. Forestillingen bygger på en historie, som de fleste malier kan nikke genkende til - og handlingen minder på mange punkter om ... Klods-Hans.
Handlingen er beskrevet på Passepartout Theatre Productions hjemmeside. Her kan du også se billeder fra forestillingen og forestillingens turnéplan frem til og med 7. maj, hvor gæsterne fra Mali rejser hjem igen.

Afrikansk eftermiddag med mad og musik
Efter forestillingen, der varer knapt en time, vil der i Folketeatrets café, Snorreloftet, være afrikansk mad, drikke og musik – og mulighed for at møde kunstnerne.

Maden laves af Danafrika Kulturklub og skal bestilles og betales forud:
Tilmelding til mad senest 30. april på: danafrika@yahoo.dk eller mobil 2227 7082 - samtidig indbetales 50 kr.pr. person på kontonr. 5223-0001531599

Bassekou Kouyate & Ngoni Ba på Global CPH

Fredag 1. maj 2009 kl. 21, Global CPH, Nørre Allé 7, Kbh. N
Entré: 150 kr. (studerende 130 kr.) på På Global CPH's hjemmeside eller Billetnet.dk




Bassekou Kouyate har spillet flere gange i Danmark siden sit første besøg under den tredje Images of Africa-festival i 1996, hvor han spillede i Toumani Diabates berømte trio. Siden har han optrådt ved det københavnske karneval i Fælledparken, i Global CPH og flere gange på Roskilde Festival – hvor han har formået at omdanne et regnvådt Roskilde til en dampende varme kedel med sit virtuose spil på den lille ngoni-lut, sit band og ikke mindst hustruen, Amy Sacko, der er en formidabel traditionel sangerinde.
Gruppens lyd udvikler sig hele tiden og det forlyder fra pålidelig kilde, at de nu har føjet drivende autentisk blues til repertoiret, som en hilsen til en anden af de gamle kollegaer, afdøde Ali Farka Touré.

Før koncerten vil Torben Holleufer, der har et stort kendskab til afrikanske toner, præsentere musikken fra Mali og Bassekou Kouyaté. Efter koncerten vil samme vise mand forkæle vores øregange med sit musikvalg.

Læs mere om koncerten og kunstneren:
På Global CPH's hjemmeside
Artikel af Torben Holleufer på Roots Zone

torsdag den 5. marts 2009

Studio Blonba, et kulturcenter i Bamako

Unge Alioune Ifra N’Dyae begyndte sin karriere i Bamako som tv-instruktør efter, at han havde uddannet sig i Canada og Frankrig. Men mulighederne i Malis tv-selskaber var for begrænsede, så nu er han begyndt for sig selv. For lånte penge tegnede og byggede han et teater, der både kan bruges til tv-produktion og redigering, men som også er egnet til koncerter og fx stand-up komikere, som han regelmæssigt har på scenen sammen med andre personligheder fra Mali og Frankrig. Seun Kuti, Fela Kutis revolutionære søn, har bl.a. optrådt her. Det er meningen, det skal være et uddannelses- og beskæftigelsesprojekt, men også et kulturcenter.

Læs Jos Schurings artikel om projektet i det hollandske netmedie The Power of Culture

onsdag den 29. oktober 2008

Timbuktus biblioteker


Information har i dag en stor artikel i Fakultet på midtersiden om de flere hundrede tusind bogværker, der i disse år dukker frem af Timbuktus gemmer, i kister og skindruller, gravet ned i sandet for at forhindre tyveri eller ødelæggelse.
Alida Jaye Boye, leder af Timbuktu Manuscripts Project på universitetet i Oslo, mener, at konsekvensen af alle disse skriftlige kilde vil være, at vi kommer til at skrive Afrikas historie helt om.
Til november kommer den bog, hun har skrevet sammen med en af de førende forskere i Timbuktu-manuskripter John O. Hunwick fra Northwestern University i USA.
Timbuktu Manuscripts Project har et omfattende website på engelsk & fransk, hvor du kan læse meget mere om Timbuktus biblioteker.

onsdag den 15. oktober 2008

Fodbold i Bamako

I Information onsdag d. 15. oktober fortæller Kåre Pedersen under overskriften 'Ørnene fra Mali vandt folkets gunst til sidst' om VM kvalifikationskampen mellem Tchad og Mali på Stade du 26 Mars i Bamako, der var lige ved at ende galt, indtil Keita fik dundret bolden i mål fem minutter før tid 40 meter udefra efter et frispark. Festen breder sig lynhutigt til resten af byen i en flagsvingende, larmende jubel, man næsten ikke kan komme igennem.
Jeg har selv oplevet det, dengang Mali husede de panafrikanske mesterskaber og vandt over Marokko: Alt gik i stå, og der var kun fodbold...
Se også Maliweb.net

tirsdag den 14. oktober 2008

Ambassade og imamer i fælles miljøindsats

Mali kan ende med at sande helt til i ørken, hvis ikke befolkningen stopper rovdriften på træerne. I samarbejde med den danske ambassade vil Malis imamer nu bruge fredagsbønnen til at ændre udviklingen.

Informations udsendte Kåre Pedersen, der er i Mali med støtte fra Danida, skriver mandag d. 13. oktober i avisen om et spændende initiativ Margit Thomsen, den danske ambassadør i Bamako, har startet. På hendes foranledning er der kommet en række møder i stand mellem præsidenten for Det Høje Islamiske Råd, imam Dicko, og Ibrahim Togola, direktør for Malis folkecenter for vedvarende energi.

'Mennesket skal beskytte naturen og det er forbudt at opføre sig, så mennesker og natur ikke kan forenes i en harmonisk enhed.' Sådan står der i koranen.

I Mali fældes der en masse træer til enten brænde eller trækul, der sælges til byboerne til madlavning. Problemet er, at man ikke tænker på at plante nyt i samme omfang, så ørkenen breder sig. Bare der blev sået 10 nye træer for hvert der blev fældet, ville der være træ nok. Det kan imamerne i moskeerne være med til at rette op på.

torsdag den 9. oktober 2008

Europæisk center for migration i Mali

Kåre Pedersen har i øsende regn været til åbningen af EU's nye Center for Migration Information og Management, CIGEM, i Bamako. Det første af sin art og placeret netop i Mali, fordi det at rejse efter arbejde er en del af landets identitet. Fire ud af tolv millioner maliere bor i dag i udlandet.
Centeret skal advare potentielle immigranter om den grove uddnyttelse og farerne undervejs og tilbyde uddannelse, så de kan klare at påtage sig rimelige jobs. Centeret skal også støtte de, der kommer tilbage og sikre, at deres erfaringer kan komme andre til gode.
"De folk, der alligevel tager af sted, skal centeret tilbyde uddannelse, så de kan påtage sig rimelige jobs, når de kommer frem. Centeret skal også stå parat til at støtte dem, der kommer tilbage igen, så deres erfaringer kan blive en positiv ressource for Mali," siger EU's ambassadør Giacomo Durazzo ifølge Kåre Pedersen i dagens udgave af Information
Centerets budget er på 75 mio. kr. for de næste 4 år. Danmark bidrager med 5 mio. kr. Der er ansat 6 internationale eksperter og 23 lokale. Det nye 'Centre For Migration Information and Management' (CIGEM) i Mali er det første af sin art i Afrika, men hvis det bliver en succes, er det meningen, at flere skal følge.
Læs også u-landsnyt.dk den 5. oktober og 6. oktober 2008.

søndag den 28. september 2008

Ny plade på vej fra Amadou & Mariam


Den maliske duo Amadou & Mariams kommende album, "Welcome to Mali", udkommer 17. november, skriver Gaffas Mads Nyeland.
Den britiske musiker Damon Albarn har været med til at producere og koravirtuosen Toumani Diabaté medvirker også.
Læs mere på Gaffa.dk og Guardian.co.uk - og ikke mindst på Amadou & Mariams website.

mandag den 1. september 2008

Malis energiminister kræves fyret

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og dermed den danske regering kræver nu for første gang offentligt og direkte, at et andet land fyrer en minister, før det igen får u-landsstøtte fra Danmark, skriver "Nyhedsavisen" lørdag.

Det drejer sig om Malis energiminister Ahmed Sou, der er anklaget for korruption og svindel med danske u-landsmidler for 28 millioner kroner. Han kræves nu fyret, før strømmen af bistandspenge fra Danmark kan fortsætte.

Læs mere om sagen på U-landsnyt.dk

onsdag den 16. juli 2008

Vieux Farka Touré på Roskilde Festival 08

Roots Zones Torben Holleufer var ikke i tvivl: "Ali Farka Tourés ånd hvilede over Roskilde Odeon, da sønnen Vieux Farka Touré, med et storspillende band, leverede en toppræstation."

Læs hele anmeldelsen på Roots Zone.

søndag den 2. marts 2008

Nyt album: Betagende soloudspil fra Toumani Diabaté

"Musik, der funkler. Toner som perler på mængder af halskæder. Kildevæld af toner, der fosser med større kraft end nogensinde. Den vestafrikanske mestermusiker Toumani Diabaté på arbejde."

Sådan beskriver Gaffas anmelder Torben Holleufer det seneste album fra Malis koraviruos, Toumani Diabaté, "The Mandé Variations", hans første soloalbum i 20 år, der udkom i februar måned. Og manden har jo ret: Det er lutter vellyd, der strømmer fra højttalerne, når koraens sprøde toner folder sig ud i fingrende på Malis charmerende kulturambassadør. Pladen kan varmt anbefales.

Toumani Diabaté: "The Mandé Variations" (World Circuit / Playground Music).

Læs anmeldelser: Torben Holleufer i Gaffa (25/2-2008) og Martin Blom Hansen i Roots Zone (26/2-2008).

lørdag den 5. januar 2008

Bryder med tabu om menneskehandel

DR's Afrika-medarbejder i Paris, Jørgen E. Petersen, fortalte i Orientering på DR P1 den 3. januar 2008 om en ny bog, der understreger at muslimernes menneskehandel, stik imod tidligere forestillinger, overgik den vestlige verdens.
Den algeriske forfatter Malek Chebel, der selv er muslim, bryder med bogen om slaveri et stort tabu ved at dokumentere, at muslimerne som slavehandlere var mindst lige så brutale som kristne europæere.
Han anslår tallet af islams slaver gennem tiderne til mindst tyve millioner mennesker. Og hvad værre er, så afslører han også, at slavehandlen forstsat finder sted i den muslimske verden, selvom den kaldes noget andet. Det gælder ifølge bogen også programsamarbejdslandet Mali.

Malek Chebel: "L'esclavage en Terre d'Islam" er udkommet på det franske forlag Fayard.

Læs mere og lyt: Indslaget ligger på DR P1 Orienterings website til podcast 

mandag den 10. december 2007

Lerarkitektur i ARKFOKUS nr. 7/2007


Foto: Birgitte Bülow

"Et land som Mali, der ligger i Sahel-regionen, lider af udtalt ressourcemangel, når det kommer til bestandige byggematerialer som sten og skov. Alligevel har landet fostret en af verdens smukkeste og mest særegne arkitekturtraditioner."

Det skriver arkitekten Birgitte Bülow, der i to artikler fortæller om en længere rejse i Vestafrika 2001-03. Artiklerne er rigt illustrerede og beskriver blandt andet Malis karakteristiske lerarkitektur.

De to artikler kan læses i deres fulde længde i ARKFOKUS 7/2007, der udkom i september måned.

fredag den 7. september 2007

Malick Sidibé i Lettre Internationale nr. 16


Under overskriften "Afrikas Blik" sætter det danske magasin Lettre Internationale i sit efterårsnummer fokus på litteratur fra Afrika. Temaet ledsages af en stribe portrætter fra Sokkelunds Afrikanske Samling taget af Malis verdensberømte fotograf Malick Sidibé.

Hvordan man skriver om Afrika - en vejledning

Kenyanske Biyavanga Wainainas meget morsomme bidrag til temaet "Afrikas Blik" i Lettre Internationale nr. 16, burde være tvangslæsning for alle formidlere, forfattere, fotografer, journalister, informationsmedarbejdere og andet godtfolk, der beskæftiger sig med Afrika og afrikanske forhold.

Nogle tips: Solnedgange og hungersnød er godt
"Blandt dine personer bør du altid finde plads til Den Sultende Afrikaner, der går gennem flygtningelejren næsten nøgen og venter på Vestens velgørenhed. Hendes børn har fluer på øjenlågene og udspilede maver, og hendes bryster er flade og tomme. Hun skal se helt og aldeles hjælpeløs ud. Hun skal ikke have nogen fortid, ingen historie; den slags detaljer ødelægger det rørende øjeblik. Jamren er godt. Hun må ikke tale om sig selv i dialogen, kun om sine (unævnelige) lidelser. Sørg også for at inkludere en varm og moderlig kvinde, som har en rullende latter og er optaget af dit velbefindende. Kald hende bare Mama. Alle hendes børn er kriminelle. Disse personer bør vimse rundt om din helt og få ham til at se godt ud. Din helt kan undervise dem, bade dem, give dem mad; han bærer rundt på en masse spædbørn og har set Døden. Din helt er dig (hvis det er en reportage) eller en smuk, tragisk, international kendis/aristokrat, der nu bekymrer sig om dyrene (hvis det er en roman)."
(Oversat fra engelsk af Andreas Harbsmeier)

Binyavanga Wainainas tekst kan læses i sin fulde længde i Lettre Internationale nr. 16, der netop er udkommet.