Viser opslag med etiketten kunst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kunst. Vis alle opslag

torsdag den 20. august 2009

8. afrikanske fotofestival i Bamako

"Malierne selv skal vide, at der er en fotofestival," siger den maliske fotograf Amadou Sow i et interwiev med Jos Schuring på The Power of Culture. Biennalen, sådan som franskmændene har organiseret den, har været alt for meget kun for eliten.


Foto © Attia Kader, Algeriet

Amadou Sow håber, det bliver anderledes, nu hvor det er Samuel Sidibé, direktør for Musée National i Bamako, der er chef for den 8. Rencontre. Han har styrken og kvalifikationerne til ikke bare at danse efter de franske sponsores fløjte. Sidibe har ikke nævnt noget om franskmændenes rolle i fortiden, men har sagt, der vil ske ændringer: "Til i dag har Mali ikke for alvor fået noget ud af biennalerne. Det vil vi lave om på. Biennalen skal være mere synlig i Mali, så malierne, både fotografer og offentligheden, ved mere om begivenheden."

Den 8. Rencontres Africaines de la Photographie åbner i Bamako den 7. november 2009. Festivalens tema er: Grænser.

fredag den 29. maj 2009

Visite au Mali

- en udstilling af Jeanette Land Schou med gæster

Galleri PIXEL, H.C. Ørstedsvej 66, 1879 Frederiksberg C
to.-fr. kl. 15-18, lø. kl. 14-17 - eller efter aftale på tlf: 2147 8838

Fernisering 4. juni kl. 17-20.
Udstillingen er åben til søndag den 21. juni.



Foto: JLSchou

Foto- og videokunstneren Jeanette Land Schou besøgte i januar 2009 Mali for første gang. Og da hun ikke taler fransk, blev hendes digitale kamera hendes foretrukne kommunikationsredskab. Det er der kommet tre video'er og to billedserier ud af, hvor Jeanette Land Schou skildrer sit møde med det fascinerende landskab og de lige så fascinerende mennesker, der - til kunstnerens diskrete undren - gerne stiller op til fotografering.

Med på udstillingen er desuden fotografier af to maliske fotografer, der begge er uddannet på fotoskolen i Bamako:
  • Fatoumata Diabatés fotoserie om den unge kvinde Fatou er en skildring fra hendes eget liv og viser de forskellige roller, hun har som kvinde i et muslimsk land. 
  • Salif Traore er fascineret af, hvor ufatteligt hurtigt mobiltelefonerne er blevet en nødvendig kommunikationsvej mellem de fjerneste egne af det store land. 
Teksterne på udstillingen er forfattet og redigeret af journalist Lise Blom.
Se de udstillede billeder, videoer og tekster

søndag den 10. maj 2009

Generalforsamling og billedforedrag

Venskabsforeningen Danmark-Mali holder generalforsamling
mandag den 18. maj kl. 18.30 hos DanAfrika Kultur (tæt på Nørrebro Station)
Nordre Fasanvej 192-194, kld., 2000 Frederiksberg

Venskabsforeningen Danmark-Mali giver øl, vin, vand og kaffe - samt pølse, ost & brød. Af hensyn til indkøb vil vi gerne vide, hvor mange der kommer. Giv besked på e-mail kontakt@malinyt.dk - senest torsdag den 14. maj.


Efter generalforsamlingen vil billedkunstneren Jeanette Land Schou fortælle om sit første møde med Mali. Om sit billedforedrag siger hun selv:

"Billedkunstner. Første gang i Mali. Aldrig set noget lignende - og så alligevel.
Med kameraet som våben og kunsten som ammunition gik jeg i krig for at se og opleve denne, for mig, så fremmede kultur. Trods vanskeligheder med sproget fik jeg et lille indblik i omstændighederne ved samtidskunsten og dens vanskelige præmisser. For det er ikke kun økonomiske problemer, der trænger sig på; der er også problemer med at skabe et selvstændigt kunstnerisk udtryk efter mange års kolonialisering og med turismens insisteren på stereotyper.
Og så er der stadig så meget, jeg blot fornemmer, og så meget, jeg ikke ved."

fredag den 5. september 2008

Ny afrikansk kunst i Grenå



Hvis du opholder dig i nærheden af Grenå, har du frem til den 13. september mulighed for at nyde udstillingen AFRICA/NOW på Baunehøj Mølle og i Kulturhuset Pavillonen.

Mali er rigt repræsenteret på udstillingen med både fotografier, malerier og marionetdukker. Udstillingen, der er stablet på benene af danske ThorupArt, har tidligere været vist i Rundetårn i København og rejser efter Grenå videre til Norge og Finland.

Læs mere om AFRICA/NOW på udstillingens hjemmeside

lørdag den 21. juni 2008

Ny afrikansk kunst i Rundetårn


Bertiers (Joseph Mbatia), Kenya: Busstation

Busstationen på billedet herover er ikke fra Mali - men det kunne den såmænd godt have været. Præcis så kaotisk og charmerende var busstationerne i hvert fald sidste gang, jeg var i Mali. Billedet er med på den spændende udstilling af moderne afrikansk kunst, AFRICA/NOW, der åbnede i Rundetårn 1. juni. Udstillingen giver et kvalificeret indblik i afrikansk kunst i dag og er absolut værd at se. Med på udstillingen er også flere kunstnere fra Mali.

AFRICA/NOW varer til den 3. august, så du kan nå det endnu! Efter Rundetårn skal udtillingen vises et par steder i Danmark og siden rundt i Skandinavien.

Læs mere (på engelsk) og se flere billeder.