fredag den 5. september 2008

Ny afrikansk kunst i Grenå



Hvis du opholder dig i nærheden af Grenå, har du frem til den 13. september mulighed for at nyde udstillingen AFRICA/NOW på Baunehøj Mølle og i Kulturhuset Pavillonen.

Mali er rigt repræsenteret på udstillingen med både fotografier, malerier og marionetdukker. Udstillingen, der er stablet på benene af danske ThorupArt, har tidligere været vist i Rundetårn i København og rejser efter Grenå videre til Norge og Finland.

Læs mere om AFRICA/NOW på udstillingens hjemmeside

Moussa Diallo hædret


Foto: Jacob Crawfurd

Den dansk-maliske bassist, sanger, komponist og storyteller Moussa Diallo var blandt prismodtagerne, da det store nordjyske kulturprojekt Go Global blev skudt i gang med uddelingen af Go Global World Music Awards. Det skete ved en folkefest i Kildeparken i Aalborg den 22. maj 2008.

Foruden prisen til Moussa Diallo i den nationale kategori blev der uddelt to andre priser i henholdsvis en regional og en international kategori. Førstnævnte blev overrakt til den lokale ildsjæl, saxofonisten, orkesterlederen og komponisten Jakob Mygind, og sidstnævnte gik til sanger og sangskriver Angelique Kidjo fra Benin.

Moussa Diallog fik prisen for at have ydet en ganske særlig indsats for udbredelsen af verdensmusikken på den danske musikscene.

Ved sensommerens store Go Global festival spiller Moussa Diallo i alt 14 koncerter spredt over hele regionen fra den 30. august til den 14. september.

Læs mere om Moussa Diallo og World Music Award 2008 på festivalens hjemmeside.

mandag den 1. september 2008

Malis energiminister kræves fyret

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og dermed den danske regering kræver nu for første gang offentligt og direkte, at et andet land fyrer en minister, før det igen får u-landsstøtte fra Danmark, skriver "Nyhedsavisen" lørdag.

Det drejer sig om Malis energiminister Ahmed Sou, der er anklaget for korruption og svindel med danske u-landsmidler for 28 millioner kroner. Han kræves nu fyret, før strømmen af bistandspenge fra Danmark kan fortsætte.

Læs mere om sagen på U-landsnyt.dk

søndag den 17. august 2008

Mød Danmarks ambassadør i Mali

Danmarks ambassadør i Bamako, Margit Thomsen, kommer til Danmark i denne uge, når de danske ambassadører mødes i København. Margit Thomsen vil bl.a. deltage i det offentlige møde med Danmarks ambassadører, som finder sted torsdag den 21. august, kl. 15.15-17.00 i Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads 2, 1448 København K.

På mødet kan interesserede komme i dialog med Danmarks ambassadører om dansk udenrigs- og udviklingspolitik; høre om ambassadørernes indsigt i internationale forhold og om deres daglige arbejde for at sikre Danmarks interesser. Der vil blive serveret kaffe/the i pausen. Mødet foregår på dansk. Kom i god tid.

Billetterne er gratis, men tilmelding er nødvendig. BIlletter skal bestilles senest den 20. august 2008. Læs mere på Udenrigsministeriets website.

onsdag den 16. juli 2008

Vieux Farka Touré på Roskilde Festival 08

Roots Zones Torben Holleufer var ikke i tvivl: "Ali Farka Tourés ånd hvilede over Roskilde Odeon, da sønnen Vieux Farka Touré, med et storspillende band, leverede en toppræstation."

Læs hele anmeldelsen på Roots Zone.

lørdag den 21. juni 2008

Ny afrikansk kunst i Rundetårn


Bertiers (Joseph Mbatia), Kenya: Busstation

Busstationen på billedet herover er ikke fra Mali - men det kunne den såmænd godt have været. Præcis så kaotisk og charmerende var busstationerne i hvert fald sidste gang, jeg var i Mali. Billedet er med på den spændende udstilling af moderne afrikansk kunst, AFRICA/NOW, der åbnede i Rundetårn 1. juni. Udstillingen giver et kvalificeret indblik i afrikansk kunst i dag og er absolut værd at se. Med på udstillingen er også flere kunstnere fra Mali.

AFRICA/NOW varer til den 3. august, så du kan nå det endnu! Efter Rundetårn skal udtillingen vises et par steder i Danmark og siden rundt i Skandinavien.

Læs mere (på engelsk) og se flere billeder.

Toumani Diabaté i Århus og København i juli


Foto © Malick Sidibé/World Circuit.

Koraspilleren Toumani Diabaté er Malis førende musiker og lidt af et kultfænomen i vores del af verden. Hans beherskelse af den 21-strengede kora er ganske overdådig og sammenlignes med mestre som Paganini, Segovia, Art Tatum og andre virtuoser.
Og både århusianere og københavnere kan godt begynde at glæde sig, for den 8. og den 9. juli giver koratroldmanden koncert i henholdsvis Århus og København. Med sig har han en lille udsøgt gruppe, der blandt andet tæller sangeren Kassé Mady.

Tirsdag den 8. juli kl. 21 i VoxHall, Århus.
Onsdag den 9. juli kl. 18 i Haveselskabets Have, Frederiksberg.

Læs mere på Voxhalls website og på Copenhagen Jazz Festivals website.

Moussa Diallo i København og Silkeborg i juli


Foto © Jacob Crawfurd.

Den dansk-maliske bassist Moussa Diallo spiller den 10. juli på Mojo i København som led i Copenhagen Jazz Festival og den 27. juli på Papirfabrikken i Silkeborg.

Se mere på Moussa Diallos website.

søndag den 2. marts 2008

Nyt album: Betagende soloudspil fra Toumani Diabaté

"Musik, der funkler. Toner som perler på mængder af halskæder. Kildevæld af toner, der fosser med større kraft end nogensinde. Den vestafrikanske mestermusiker Toumani Diabaté på arbejde."

Sådan beskriver Gaffas anmelder Torben Holleufer det seneste album fra Malis koraviruos, Toumani Diabaté, "The Mandé Variations", hans første soloalbum i 20 år, der udkom i februar måned. Og manden har jo ret: Det er lutter vellyd, der strømmer fra højttalerne, når koraens sprøde toner folder sig ud i fingrende på Malis charmerende kulturambassadør. Pladen kan varmt anbefales.

Toumani Diabaté: "The Mandé Variations" (World Circuit / Playground Music).

Læs anmeldelser: Torben Holleufer i Gaffa (25/2-2008) og Martin Blom Hansen i Roots Zone (26/2-2008).

fredag den 22. februar 2008

Cinemateket i marts: De 12 bedste fra Afrika

I hele marts måned sætter Cinemateket i København spot på afrikansk film syd for Sahara - blandt andet med en serie, som de drister sig til at kalde 'De 12 bedste fra Afrika'. Det skulle simpelthen være den afrikanske filmhistories hovedværker af instruktører som Sembene, Mambety og Saleh-Haroun. Listen omfatter film fra blandt andet Mali, Burkina Faso, Tchad, Sydafrika og Cameroun.

SÆRARRANGEMENTER OG SÆRLIG GÆST
Cinemateket får også besøg af instruktørveteranen, aktivisten og den forhenværende kulturminister Cheick Oumar Sissoko fra Mali. Det sker dels ved et debatarrangement om afrikansk film den 16. marts, dels når Sissoko to dage senere præsenterer sin film 'La Genèse'.

Den 26. marts er der endvidere mulighed for at se kortfilm og smage på afrikanske lækkerier, når Institut Français og en række afrikanske ambassader er med til at markere Den Frankofone Dag.

LÆS MERE
Bag om serien De 12 bedste fra Afrika
Læs om de enkelte film
Se hvornår de spiller

Cinemateket / Cinematheque - Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, København K.
Telefon +45 3374 3411