onsdag den 12. august 2009

Vestafrikanske kulturdage i Århus


Mød Manny Ansar, lederen af musikfestivalen Festival du Desert, ved weekendens konference i Århus. Foto: Marianne Leth

Du kan møde flere prominente kulturpersonligheder fra Mali, når Århus i samarbejde med bl.a. CKU og O3V fejrer 100-året for Landsudstillingen i Århus med et ambitiøst kulturinitiativ, der skal synliggøre vestafrikansk kultur i Danmark.

Arrangementet finder sted i og omkring Musikhuset i Århus i dagene 14.-19. august og byder blandt andet på:
  • Dialogmøde om Islam som kunsterisk islæt 14. august kl. 14-16
  • Konference om Vestafrikas subkulturer og frodige festivalscener 14.-16. august kl. 10-16 (lørdag om fortællere og musikfestivaler; søndag om kunst og film)
  • Vestafrikansk marked 14.-19. august kl. 10-22
  • Udstilling af kunst fra og om Vestafrika i Musikhusets forhal 14.-16. august
  • Koncert 15. august kl. 21.
Billet til konference og koncert koster 150 kr. og kan købes via link på CKU's hjemmeside, hvor du også finder detaljeret konferenceprogram. De øvrige aktiviteter er gratis.

torsdag den 11. juni 2009

Timbuktu Fondens første prisuddeling



Timbuktu Fonden
er en selvstændig fond oprettet i 2008 med det formål at fremme u-landsoplysning og journalistik i Danmark. Fonden er inspireret af Malis gamle hovedstad Timbuktu, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen.



Tom Heinemann
blev den første modtager af Timbuktu Prisen for sine 3 tv-dokumentarprogrammer: ”Når tilbud dræber”, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”, der alle har dokumenteret udnyttelse af mennesker og ubehagelige sammenhænge i økonomi, produktion og forbrug mellem rige og fattige lande, og de har gjort det på en måde, der har skabt mediedebat og interesse langt ud over det særligt u-landsinteresserede publikum.
Tom går tæt på store virksomheder med rig adgang til dyre advokater. Men indtil videre er der ikke nogen, der har fået skovlen under ham og hans dokumentarer, så der er ingen tvivl om, at der ligger en særdels grundigt research bag hver eneste af hans programmer.

Læs hele komiteens begrundelse.

Britisk festivalturist halshugget i Mali


Rebellernes billede af deres fange, Edwin Dyer

61-årige Edwin Dyer tog i januar til en af Malis mest eksotiske og autentiske festivaler, tuaregernes festival i Aderamboukane, og blev bortført af tuareg-rebeller og solgt videre til Al Qaida, der ønskede Dyer udvekslet med en fængslet Al Qaida-leder, men endte med at halshugge ham, skriver Roots Zone, der har historien fra BBC News og The Indenpendent.
For mig har Mali, hvor Karen & jeg har rejst flere gange, altid stået som et af de fredeligste lande i verden. Men selv i Mali skal man nok se sig for i yderområderne af tuaregland, som her på grænsen til Niger.

torsdag den 4. juni 2009

Visum til Mali

Nu via ambassaden i Berlin
Malis konsul i Danmark, Jørgen Galst, døde i 2008 mellem jul og nytår. Mali har derfor ingen konsul i Danmark for tiden. Det betyder, at man skal være ude i god tid, hvis man vil søge om visum til Mali før afrejsen, idet ansøgninger nu skal sendes til Malis ambassade i Berlin.

Ansøgningsblanket kan hentes på ambassadens hjemmeside.

Visumansøgningen skal sendes til ambassaden i Berlin sammen med gyldigt pas, 2 pasfotos, 34 € samt frankeret svarkuvert. Det vides endnu ikke, hvor lang ekspeditionstid man skal regne med.

Også visum ved ankomst til Mali
Moussa Diallo fortæller, at man også kan søge visum til Mali i lufthavnen i Bamako, når man ankommer. Det koster 15.000 F CFA og er gyldigt i 5 dage, men kan forlænges i Bamako.

fredag den 29. maj 2009

Visite au Mali

- en udstilling af Jeanette Land Schou med gæster

Galleri PIXEL, H.C. Ørstedsvej 66, 1879 Frederiksberg C
to.-fr. kl. 15-18, lø. kl. 14-17 - eller efter aftale på tlf: 2147 8838

Fernisering 4. juni kl. 17-20.
Udstillingen er åben til søndag den 21. juni.



Foto: JLSchou

Foto- og videokunstneren Jeanette Land Schou besøgte i januar 2009 Mali for første gang. Og da hun ikke taler fransk, blev hendes digitale kamera hendes foretrukne kommunikationsredskab. Det er der kommet tre video'er og to billedserier ud af, hvor Jeanette Land Schou skildrer sit møde med det fascinerende landskab og de lige så fascinerende mennesker, der - til kunstnerens diskrete undren - gerne stiller op til fotografering.

Med på udstillingen er desuden fotografier af to maliske fotografer, der begge er uddannet på fotoskolen i Bamako:
  • Fatoumata Diabatés fotoserie om den unge kvinde Fatou er en skildring fra hendes eget liv og viser de forskellige roller, hun har som kvinde i et muslimsk land. 
  • Salif Traore er fascineret af, hvor ufatteligt hurtigt mobiltelefonerne er blevet en nødvendig kommunikationsvej mellem de fjerneste egne af det store land. 
Teksterne på udstillingen er forfattet og redigeret af journalist Lise Blom.
Se de udstillede billeder, videoer og tekster

Salif Keïta kom, sang og sejrede


Salif Keïta fik salen til at sitre, da han sang den betagende ballade "Folon"
Foto: Svend Erik Sokkelund

Der var dømt fest og farver over hele linjen, da Malis mestersanger, Salif Keïta, og hans velspillende orkester trykkede den af forgangen lørdag (16. maj) i et tætpakket Store Vega, der vuggede i takt aftenen igennem, mens han legede veloplagt med både musikere, publikum og de høje oktaver.

onsdag den 13. maj 2009

Konference om migration og udvikling

Projektrådgivningen afholder konference om migration og udvikling
tirsdag d. 19. maj kl. 15.00 - 20.00
Vartov, Farvergade 27, 1463 København K

  • Hvordan bliver vi bedre til at anvende flygtninge og indvandreres særlige ressourcer i udviklingsbistanden?
  • Hvad er erfaringerne fra Norge og Sverige?
  • Hvorfor beskæftiger FN, EU og Verdensbanken sig med sammenhængen mellem Migration og Udvikling?
  • Hvad ved vi om migrantforeningerne i Danmark?
Det er bare nogle af mange spørgsmål, som vil belyst og debatteret på Projektrådgivningens konference om migration og udvikling.

På konferencen kan du møde en række spændende oplægsholdere - både praktikere og forskere - fra Holland, Norge, Sverige og Danmark. Formålet er at få skabt interesse for og viden om, hvorfor og hvordan flygtninge og indvandrere engagerer sig i udvikling i tidligere hjemlande.

Konferencen er åben for alle interesserede, men tilmelding er nødvendig senest 14. maj.
Læs mere og meld dig til

søndag den 10. maj 2009

Generalforsamling og billedforedrag

Venskabsforeningen Danmark-Mali holder generalforsamling
mandag den 18. maj kl. 18.30 hos DanAfrika Kultur (tæt på Nørrebro Station)
Nordre Fasanvej 192-194, kld., 2000 Frederiksberg

Venskabsforeningen Danmark-Mali giver øl, vin, vand og kaffe - samt pølse, ost & brød. Af hensyn til indkøb vil vi gerne vide, hvor mange der kommer. Giv besked på e-mail kontakt@malinyt.dk - senest torsdag den 14. maj.


Efter generalforsamlingen vil billedkunstneren Jeanette Land Schou fortælle om sit første møde med Mali. Om sit billedforedrag siger hun selv:

"Billedkunstner. Første gang i Mali. Aldrig set noget lignende - og så alligevel.
Med kameraet som våben og kunsten som ammunition gik jeg i krig for at se og opleve denne, for mig, så fremmede kultur. Trods vanskeligheder med sproget fik jeg et lille indblik i omstændighederne ved samtidskunsten og dens vanskelige præmisser. For det er ikke kun økonomiske problemer, der trænger sig på; der er også problemer med at skabe et selvstændigt kunstnerisk udtryk efter mange års kolonialisering og med turismens insisteren på stereotyper.
Og så er der stadig så meget, jeg blot fornemmer, og så meget, jeg ikke ved."

lørdag den 9. maj 2009

Røverhistorier fra Mali i Café Globen

Søndag 17. maj 2009 kl. 18.20, Cafe Globen, Turesensgade 2 B (mellem Nr. Søgade og Nr. Farimagsgade), 1368 Kbh. K.

Venskabsforeningens omkringfarende formand, Karen Hammer, giftede sig i 1989 med en Mali-nomade og prøvede i en periode at leve sammen med ham. Siden blev de separeret, men hun har stadig kontakt med familien, som hun besøger, hver gang hun kommer til Vestafrika.

Karen Hammer viser lysbilleder og fortæller røverhistorier fra Mali og Vestafrika i De Berejstes Klub. Gratis adgang.

lørdag den 25. april 2009

Koncert med Salif Keïta i Store Vega

Lørdag 16. maj 2009 kl. 21, Vega, Enghavevej 40, 1674 København V.
Entré: 350 kr. på Billetlugen.dk og i alle Fonabutikker
Vedr. billetter med rabat, se længere nede!



Foto: PR

Salif Keita og band har spillet i Danmark flere gange før, senest i Operaen i forbindelse med Cph. Jazz Festival i 2006. Her var lydkvaliteten i top, mens Operaens polstrede sæder truede med at lægge en dæmper på tilskuerne. Dog vandt rytmerne til sidst over pænheden og Operaen endte alligevel på kogepunktet.
Denne gang går han på scenen i Store Vega, hvilket nok vil glæde hans danseglade publikum. Og der bydes i høj grad op til dans, når Keita blander rytmer og stilarter på tværs af kontinenter og genrer.
Den islamiske sangtradition kan høres i hans avancerede, nærmest messende, fraseringer, som ledsages af guitar, blæsere og synthesizers. Om man forstår sangteksterne er ikke afgørende. Den inciterende musik og Keitas unikke stemme, som udtrykker snart, smerte og aggression, snart glæde og varme, appellerer til publikum på alle kontinenter. Til koncerten i Vega vil Salif Keïta spille sine største hits samt sange fra det nyeste album M’Bemba.

Køb billetter med rabat (så længe lager haves!)
I boghandlen Tranquebar i Borgergade, Kbh. K. koster billetter kun 300 kr.

Læs mere om koncerten & kunstneren på:
Vegas hjemmeside
Koncertarrangørens hjemmeside