fredag den 27. februar 2009

Solceller til landsbyerne

'Projektet går tilbage til den første kontakt med Mali i 1998. En trainee på Folkecenteret, Ibrahim Togola, havde studeret til ingeniør med speciale i vedvarende energi på det polytekniske universitet i Skt. Petersborg. Han foranstaltede, at der kom en officiel invitation fra Mali’s præsident, Alpha Konaré, til forstander Preben Maegaard om at komme til Mali i december 1998 for at drøfte og rådgive om landdistrikternes fremtidige energiforsyning. Præsidenten udtrykte på mødet ønske om, at landbefolkningen blev boende i landdistrikterne for at passe markerne og producere fødevarer og derved undgå indflytning til byerne. Han udtrykte ønske om lys til landsbyers skoler, så de voksne kunne undervises i aftentimerne. Videre ønskede han, at der blev installeret lys i poliklinikkerne i landsbyerne, mulighed for sikker opbevaring af tropemedicin, bedre forsyning med drikkevand samt udendørs lys på landsbyens samlingssted, det lokale torv.'

Preben Maegaard fra Nordisk Folkecenter har skrevet en lang og spændende beretning om Lys over Mali.

Mogens Lykketoft i Mali marts 2008

Efter at det blev besluttet at gøre Mali i Vestafrika til nyt program samarbejdsland, en stor modtager af dansk udviklingsbistand, besøgte Folketingets udenrigsudvalg Mali fra 2.-8.marts for at lære den ny samarbejdspartner at kende. Her kan du læse Mogens Lykketofts personlige beretning i ord og billeder på hans blog.
Margit Thomsen havde arrangeret et spændende ophold, bl.a. med besøg både hos borgmester Oumou Sall Seck i Goundam og hos den folkekære præsident Armadou Toumani Touré, kaldet ATT.

torsdag den 26. februar 2009

Klimadialog i Bamako, 24.-25. februar 2009.


Ny og gammel viden skal kombineres for at sikre en slagkraftig bekæmpelse af de negative effekter af klimaforandringerne, som rammer de afrikanske lande hårdest. Det er en af konklusionerne fra det netop afsluttede klimadialogmøde i Afrika, der samlede deltagere fra en lang række afrikanske lande, internationale organisationer og NGOer. Mødet resulterede i et afrikansk bidrag til forhandlingsprocessen frem mod klimatopmødet i København til efteråret, COP15.