torsdag den 11. juni 2009

Timbuktu Fondens første prisuddeling



Timbuktu Fonden
er en selvstændig fond oprettet i 2008 med det formål at fremme u-landsoplysning og journalistik i Danmark. Fonden er inspireret af Malis gamle hovedstad Timbuktu, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen.



Tom Heinemann
blev den første modtager af Timbuktu Prisen for sine 3 tv-dokumentarprogrammer: ”Når tilbud dræber”, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”, der alle har dokumenteret udnyttelse af mennesker og ubehagelige sammenhænge i økonomi, produktion og forbrug mellem rige og fattige lande, og de har gjort det på en måde, der har skabt mediedebat og interesse langt ud over det særligt u-landsinteresserede publikum.
Tom går tæt på store virksomheder med rig adgang til dyre advokater. Men indtil videre er der ikke nogen, der har fået skovlen under ham og hans dokumentarer, så der er ingen tvivl om, at der ligger en særdels grundigt research bag hver eneste af hans programmer.

Læs hele komiteens begrundelse.

Britisk festivalturist halshugget i Mali


Rebellernes billede af deres fange, Edwin Dyer

61-årige Edwin Dyer tog i januar til en af Malis mest eksotiske og autentiske festivaler, tuaregernes festival i Aderamboukane, og blev bortført af tuareg-rebeller og solgt videre til Al Qaida, der ønskede Dyer udvekslet med en fængslet Al Qaida-leder, men endte med at halshugge ham, skriver Roots Zone, der har historien fra BBC News og The Indenpendent.
For mig har Mali, hvor Karen & jeg har rejst flere gange, altid stået som et af de fredeligste lande i verden. Men selv i Mali skal man nok se sig for i yderområderne af tuaregland, som her på grænsen til Niger.

torsdag den 4. juni 2009

Visum til Mali

Nu via ambassaden i Berlin
Malis konsul i Danmark, Jørgen Galst, døde i 2008 mellem jul og nytår. Mali har derfor ingen konsul i Danmark for tiden. Det betyder, at man skal være ude i god tid, hvis man vil søge om visum til Mali før afrejsen, idet ansøgninger nu skal sendes til Malis ambassade i Berlin.

Ansøgningsblanket kan hentes på ambassadens hjemmeside.

Visumansøgningen skal sendes til ambassaden i Berlin sammen med gyldigt pas, 2 pasfotos, 34 € samt frankeret svarkuvert. Det vides endnu ikke, hvor lang ekspeditionstid man skal regne med.

Også visum ved ankomst til Mali
Moussa Diallo fortæller, at man også kan søge visum til Mali i lufthavnen i Bamako, når man ankommer. Det koster 15.000 F CFA og er gyldigt i 5 dage, men kan forlænges i Bamako.